Blog

Michael Sørensen, “Arvingen”.

På facebook er jeg medlem af nogle forfattergrupper, hvor jeg møder mange spændende og søde mennesker, som er med til at udvide min horisont. En af dem er Michael Sørensen (MS). Jeg kender ham ikke privat, men jeg har læst en af hans bøger, ”Arvingen”.

Da jeg fik den tilsendt, blev jeg overrasket og lidt bange på grund af forsiden. Den var grum og ikke én, jeg havde lyst til at have liggende på mit natbord, hvis den ville give mig onde drømme. Jeg fandt et stykke gavepapir og indbandt den, så jeg kunne læse den i fred og ro.

Romanen, som MS kalder for horror- eller gysergenre, er en genre, jeg ikke har læst før. Det var positivt, at det har givet mig mod til at prøve den type romaner en anden gang.

Historien er velkomponeret, hvor hverdag og alvorlige, bloddryppende oplevelser bliver flettet ind i hinanden på en elegant måde, der føles naturlig, selv om de voldsomme afsnit ikke er det i sig selv.

Normalt lægger jeg en bog fra mig, hvis noget er for voldeligt beskrevet, men MS formåede at holde mig fangen, fordi scenerne var æstetiske og relevante.

Historiens handling er beskrevet på Amazons hjemmeside: “’Arvingen’ er historien om Sasja, en kvinde der bærer på en hemmelighed. Hun flytter til Køge, for at starte forfra på sit liv, men der er noget i hendes fortid, der plager hende. Onde drømme hjemsøger Sasja og intet er, som det bør være i det nye hus ved Køge Ås … “Arvingen” er en roman baseret på hekseprocessen Køge Huskors, der foregik fra 1608 til 1615. Tolv kvinder blev brændt på bålet og historien er en af Køge bys sorteste kapitler.”

Jeg fik en fornemmelse af, at de dramatiske episoder var på det psykologiske plan, og måske var det grunden til, at jeg ikke blev så skræmt af at læse om det.

Jeg holder af historier, hvor man følger én hovedperson og ikke forsvinder ad sideveje med mange bipersoner. ”Arvingen” er skrevet på den fortættede måde, hvor alle afsnit, på nær et enkelt, er set fra Sasjas synsvinkel. Det gør, at jeg bliver fanget ind i hendes univers og undervejs fik medfølelse med hende. Der er ingen overflødige ord i historien og samme intense måde at skrive på, oplevede jeg også med Kim Leines ”Kalak”. Det er to vidt forskellige bøger, men det nærværende og den sammenpressede tekst, uden et overflødigt ord, har de tilfælles.

I starten af ”Arvingen”, hvor man bliver præsenteret for hovedpersonerne, bliver detaljer afsløret på en anderledes måde, end jeg før har set. Ofte er der et afsnit med en beskrivelse af hovedpersonen, men her kom oplysningerne drypvis, flettet ind i den øvrige tekst, så man skulle læse med omhu for at få det hele med.

Slutningen overraskede mig, men heldigvis positivt, hvor jeg godt kunne forstå, at den måtte ende på den måde. Jeg har ikke noget at indvende mht. indholdet i historien, det er noget teknisk, jeg kunne ønske, blev ændret, hvis den bliver genoptrykt. I stedet for enkelt linjeafstand måtte der gerne være halvanden, det vil gøre teksten mere læsevenlig, og der kunne også læses korrektur en ekstra gang.

Hvis nogle tør se forsiden på bogen, er den her:

http://www.michsorensen.dk/?id=763893

Jeg håber, at bogen får endnu flere læsere. 

© Anita Grün

DEN HEMMELIGE SOCIALDEMOKRAT.

Jeg har læst ’Den hemmelige socialdemokrat’. Nysgerrigheden poppede selvfølgelig op under læsningen: Hvem er forfatteren, og hvad er hensigten med at skrive bogen?

Enhver forfatter håber og ønsker, at bogens indhold bliver det vigtigste, når der bliver skrevet anmeldelser, og at personen bag indholdet er mindre vigtigt.

Sådan gik det ikke med denne bog. Efter udgivelsen var der masser af artikler, der handlede om forfatteren og indholdet begrænsede sig til nogle få negative anekdoter om navngivne personer i den socialdemokratiske folketingsgruppe.

Det er mere end ærgerligt, for bogen indeholder så mange spændende analyser, hvis man er politisk interesseret og gerne vil følge med i, hvad der sker på Christiansborg, når pressefolkene er gået hjem.

Den største overraskelse, jeg fik ved at læse bogen, var at høre om de konstante magtkampe, der foregår på Christiansborg. Og jeg føler mig sikker på, at det er sådan i alle grupperne. Jeg troede dog, at nogle var mere idealistiske, end de bliver beskrevet. Der findes selvfølgelig nogle seriøse idealistiske politikere, der går mere op i deres vælgeres ve og vel end at tilfredsstille deres egne ambitioner.

Bogen er skrevet i et godt flydende sprog, og jeg tror, at forfatteren har leveret materialet til den, og en journalist har sat den sammen og sløret de steder, hvor det var for tydeligt, hvem der havde skrevet den. Der er sikkert også ændret på noget undervejs af journalisten, så den er kommet til at lyde mere ungdommelig, end jeg tror, at hovedpersonen er.

Fra starten af tænkte jeg, at Mogens Lykketoft kunne være forfatter til bogen. Nu hvor jeg har læst den færdig, har jeg fået bekræftet det på flere måder. Undervejs havde jeg også Carsten Hansen i tankerne, men er gået væk fra det, da tekst og indhold passer bedre på Lykketoft. Her er mine grunde til, at jeg tror, Lykketoft kan være forfatteren:

  1. Mogens Lykketoft er positivt omtalt hele bogen igennem, mens andre politikere fra den socialdemokratiske folketingsgruppe indimellem får nogle hug.
  2. Der bliver brugt vendinger, som er gammeldags, og som en yngre person ikke ville bruge, blandt andet: Porteføljen, forlods, trakasserier og pudseløjerligt.
  3. Nogle steder bliver Lykketoft rost, som fx her: ”Endelig var der en lille snæver skare, der mente, at det rette valg i denne svære – nærmest umulige – situation var at udpege partihistoriens måske mest succesrige finansminister, nemlig Mogens Lykketoft. Ham ville folk have tillid til med det samme, og ingen ville være i tvivl om, at der var styr ikke bare på finanserne, men også idealerne og principperne.”
  4. Corydon bliver udelukkende kritiseret, og jeg kan forestille mig, at Lykketoft ikke bryder sig synderligt om den måde, han fører politik på. I bogen har han så en anledning til at give sin mening til kende, både om den måde Corydon kom ind på Christiansborg på og også, hvordan han fik den magtfulde stilling som finansminister.
  5. Beskrivelsen af hvordan Anker Jørgensen var som statsminister indikerer, at bogen er skrevet af én, der har et godt kendskab til Christiansborg gennem mange år.
  6. Fortællingen starter den dag, da den nye regering forhandlede regeringsgrundlaget på plads på Crowne Plaza, hvor Corydon var med og Lykketoft blev hægtet af. Det næste afsnit handler om 2005, hvor Lykketoft tabte valget, og det viser også, at de to ting er vigtige begivenheder for forfatteren.
  7. Til sidst skriver forfatteren, at han vil blive ved med at ”føre journal” over sine oplevelser på Christiansborg. Det vidner om, at han har haft en masse materiale, der kunne bruges i bogen, og også at han er vant til at skrive.
  8. Mogens Lykketoft har tidligere fået udgivet bøger, og han kunne derfor godt være ’den hemmelige socialdemokrat’.

 

Bogen indeholder både politiske analyser, men er også underholdende indimellem. Her er et eksempel: ”Snakken går i gruppen, at PET kan finde på at tjekke MF’ernes telefoner, så Mette kan jo ikke lige skrive: ”Talte med Bjarne … Bad ham lukke røven … Husk Sass … Vi er de stærkeste.”

Forfatterens bud på, hvem der kan blive den næste formand i Socialdemokratiet må læseren selv finde ud af. Jeg kan jo ikke afsløre alt i denne blog.

Jeg kom i tanke om et par grunde mere til, at jeg tror, det kan være Lykketoft, der har skrevet bogen.

  1. Lykketoft var ude at rejse, da bogen udkom, så han slap for at svare på eventuelle spørgsmål fra pressen.
  2. Det kan være, at Lykketoft forlader Christiansborg efter næste valg, så han har ikke så meget at miste, hvis han blev afsløret som ‘Den hemmelige socialdemokrat’.

Måske får vi svar en dag, måske gør vi ikke, men bogen har været interessant at læse på grund af indholdet.

© Anita Grün