Humor og kritik

Lidt om det at være forfatter.

Det har været en lang vej frem mod at blive forfatter. Drømmen begyndte i 20-års alderen, hvor jeg skrev digte og noveller, som jeg i starten kun viste til få mennesker. Senere blev det til kurser og bøger om håndværket og flere private skrivegrupper, hvor vi gav konstruktiv kritik. Det var først som 52-årig, jeg fik udgivet min første roman på et ikke-kommercielt forlag. Litteraturstuderende m.fl. var redaktører, og de antog tre til fire manuskripter om året, ud af de 80-90 forlaget modtog, så jeg følte, jeg kom igennem et nåleøje.

Min interesse for at skrive, gjorde mig nysgerrig. Jeg søgte viden om litteratur på utallige måder. Hjemme havde jeg ikke fået meget med mig i den retning, der stod kun få bøger i bogreolen, så det var en helt ny verden, der åbnede sig for mig. Den bedste læreproces har været og er, at lade andre læse manuskripter og give feedback, inden de bliver sendt til et forlag. Bøger om håndværket har også været inspirerende, ligesom opmærksomheden på detaljer i hverdagen er det.

Når jeg er i gang med at skrive en historie, er jeg i et andet univers. Jeg opfinder personer, besøger lande og byer, jeg ikke har set før, undersøger ting, jeg ikke kender til og føler derved, at mit liv giver mening ved at få en større indsigt.

Da jeg skrev ”Irina”, lærte jeg noget om, hvordan det føles at køre en tungt læsset lastbil, der er ved at skride ud på en smattet stejl bjergskråning, og da jeg lavede research til ”Efter regnen”, fandt jeg ud af, hvor meget et kilo hash er værd i kroner og ører. Skal jeg bruge det til noget bagefter? Næ, egentlig ikke, men så er jeg blevet klogere på nogle ting.

Når jeg har skrevet en roman, og mine faste betalæsere har rettet og er kommet med forslag til forbedringer, så er det meste af mit arbejde færdigt. Der kan komme nogle ændringer og sproglige rettelser, efter redaktøren har læst manuskriptet, men når romanen er trykt, og den ligger hos en boghandler, læser eller anmelder, så er den ude af mine hænder.

Jeg er glad for at få positive tilbagemeldinger og også konstruktiv kritik, fordi jeg især kan bruge sidstnævnte til at forbedre min skrivestil.

Da Boguglen anmeldte min krimi, fik jeg nogle idéer til, hvordan jeg kunne gøre det bedre næste gang. Debutromanen fik udelukkende positive anmeldelser, men der er stadig masser at lære som forfatter. Nogle gange får jeg kritik af en anmelder eller læser, som  jeg enten synes er uberettiget eller lidt morsom.

En veninde fortalte, at hun havde lånt ”Det du ikke dør af” på et bibliotek i Gentofte. I bogen var bynavnet streget under i sætningen: ”Og så lignede han døden fra Leipzig.” Læseren havde afsluttet med et udråbstegn. Alle ved, at det hedder Lübeck, men læseren troede måske, at jeg ikke vidste det. Med lidt tålmodighed var det nok gået op for læseren, at det var Bittens måde at tale og tænke på.

Da jeg forærede min debutroman ”Mod til Frygt eller Hvordan jeg overlevede Otis Redding” til en ældre mand, spurgte jeg ham bagefter, om han havde bemærket min ironi i bogen. Det havde han ikke, sagde han. ”Hvad med afsnittet om børnehjemmet?” spurgte jeg og refererede til følgende:

Børnehjem! Det værste ord man kan høre. På børnehjem sulter de børn, de slår dem og låser dem inde i små skabe. På børnehjem er der ingen glæde, ingen latter, ingen frisk luft og ingen grønne træer. På børnehjem er der kun svage tynde børn, der lever af mannagrød og torskegratin!”

Han troede, jeg havde ment det helt bogstaveligt. Han havde selv kendt til børn, der havde boet på børnehjem, så det var ikke langt fra hans begrebsverden. Sådan kan det gå, når man forsøger at være lidt morsom.

I min nyeste roman “Efter regnen” skrev jeg i en dialog: ”Der er ingen til mødet, der spiser skotøjselever.” I en anmeldelse stod der: “… og hvad er egentligt skotøjselever?” Anmelderen var ikke begejstret for det ord. Sætningen blev sagt som en morsom bemærkning af en ældre skibskok, der selvfølgelig ikke talte som en korrekt dansklærer.

En lektør skrev om “Efter regnen“, at den tyske narkopusher (han er nu fra Østrig) ikke er så nødvendig for historien. Hvis lektøren havde læst ordene “Lloyd sko”, jeg bruger en enkelt gang sidst i historien, ville hun vide, at han er vigtig. Jeg vil gerne underholde, men også give nogle bud på politiske holdninger. Så selv om jeg skriver enkelt, så er der ting, jeg kun fortæller én gang, da jeg tror, at den opmærksomme læser vil fange pointerne.

En anmelder skrev engang, at han altid startede med at læse forfatterens CV, inden han skrev anmeldelsen. Det lød som om, at det var vigtigt for ham, når han skulle bedømme, om det var en god eller dårlig roman. Lektører skriver også titler i deres udtalelser. Det har de dog aldrig gjort ved mine bøger, selv om jeg tror, at mine ufaglærte jobs og uddannelse som HK’er har givet mig indsigt i forskellige typer mennesker, en viden man i høj grad har brug for som forfatter. :o)

For at blive god til faget, skal man have indlevelsesevne, være en god lytter, vide meget om mange ting, kunne strukturere og først og fremmest være vedholdende. Selv om man får 100 afslag, skal det ikke afskrække én. Man må fortsætte arbejdet og gøre det bedste, man kan, så skal det nok lykkes på et eller andet tidspunkt at få udgivet en bog.

At kunne underholde i litteratur ser jeg som noget positivt og ved samtidig, hvor svært det er. Hvis mine bøger kan inspirere nogle, vil jeg være glad, og glemmer de hverdagen et øjeblik undervejs, så kan jeg ikke ønske mig mere.

© Anita Grün