Bogudgivelser

Et ordentligt menneske mini

Et ordentligt menneske.

Pelle er født i Gudhjem og bor alene på Midtsjælland efter et forlist forhold. Hans mor bliver syg af kræft og betror sig til ham om en familiehemmelighed. Det får Pelles vrede og hævntørst til at vokse. Han møder den kriminelle Jimmy, der tilbyder at hjælpe ham, hvis bare prisen er i orden. Spørgsmålet melder sig: Hvad er et ordentligt menneske?

Udkommer 26. juni 2016. Pris: 159,95 kr. Se venligst links i højre side.

Uddrag fra bogen:

Han ringede på med tre korte ring, som var deres signal. Der gik lidt tid, inden hun kom ud i morgenkåbe og åbnede.

”Er det dig, Pelle? Det var en overraskelse.” Hun rettede på håret. ”Jeg lå og hvilede mig lidt.”

”Klokken er kun seks.”

”Ja, men du ved, jeg bliver så træt indimellem.”

Han tog jakken af og satte sig ind i stuen, hvor der hang billeder overalt. Fotos af enkelte familiemedlemmer, de aldrig så, og et billede af Meta og ham, hvor de sad på trappen foran huset i Gudhjem. Meta så stift ind i kameraet, mens han selv havde et genert smil. Han kunne huske lidt af den tid, hvor han var glad, når de fik lov til at passe sig selv og kunne lege, mens de voksne var optaget af at snakke. Meta kunne i de øjeblikke smile, noget hun ellers sjældent gjorde. Han huskede farens stemme, der var høj og kontant, mens morens stemme forsvandt i mængden. Hun vartede op og sørgede for alt det praktiske, og den færdighed havde hun givet videre til ham. Meta så han meget sjældent, efter hun var havnet i vedvarende druk og boede med en ældre fyr i Folehaven.

 

Det du ikke forside wp 2015

“Det du ikke dør af” er udkommet som e-bog, 23. oktober 2015. Det er en revideret udgave af krimien, der første gang blev udgivet i 2011.

Lilly Davidsen bliver fundet død på et plejehjem. Er det en naturlig død, eller har nogen givet hende en hjælpende hånd? Hendes to sønner, Lars og Christian, er vokset op i et dysfunktionelt hjem. Har de noget med hendes død at gøre, eller er lægen på plejehjemmet involveret? Krimien er inspireret af tv-dokumentaren “Forsvundne danskere”.

E-bogen kan købes hos netboghandlere, se venligst under LINKS i højre side. Vejl.pris er 29,95 kr.

Hannah forside original jpg

“Hannahs forår” udkommer 11. maj 2015. Romanen udkommer som e-bog 14.8.15. Den kan købes hos netboghandlere. Se venligst under Links i højre side. Papirudgaven kan købes ved at sende en e-mail til min facebookprofil. https://www.facebook.com/anita.grun.3

Hannah, kunstmaler på 55 år, har levet på en løgn. Hun opdager, at hun har en anden far end ham, hun troede, det var. Hun begynder at grave i hemmelighederne fra barndommen. I Fulda møder hun den fjorten år yngre Vladimir. Han er kroatisk flygtning og bærer på en hemmelighed fra krigen i Eksjugoslavien. Hannah og Vladimir indleder et forhold. Det bliver kompliceret på grund af den sandhed og forsoning, de begge søger.

Uddrag fra bogen:

Alt det var fortid. Med min mors død for ti år siden forsvandt den del af mit liv, og jeg savnede det ikke.

En aften, hvor Simon en sjælden gang var hos sin far, var min mor og jeg gået ned på værtshuset. Parret, som hun kendte, inviterede os til at sidde sammen med dem, og der blev straks hentet øl, som min mor gav. Jeg så hen mod vinduet med glasmosaik i orange, brune og blå farver, mens den unge tjener, der blev kaldt for Niller, smilede til mig og spurgte:

”Er du kommet med mor i byen?”

Selv om jeg var otteogtyve år, blev jeg stadig betragtet som barnet og var det nok også på mange måder, indtil jeg syv år senere havnede i en situation, hvor jeg var nødt til at blive voksen.

Efter regnen forside mini

“Efter regnen” udkommer som e-bog 25.9.2014. Kan købes hos div. netboghandlere. Se venligst links i højre side: Arnold Busck, William Dam og Saxo.

Tenna, en pige på 26 år, lever et turbulent liv på Vesterbro. Hun er arbejdsløs og bliver sagt op af sin lejlighed og må flytte hjem til veninden Sofia.
Sofia er kæreste med Jimmy, en kriminel vaneforbryder, der smugler narko og har en bagmand, som er forretningsmand fra Østrig. Tenna tager på en tur med Sofia og Jimmy til Amsterdam, uden at vide at Jimmy smugler narkotika med tilbage til Danmark. Det får følger for hendes liv.

Uddrag fra bogen:

Toget rullede ind på perronen, hun gik ind i en tom kupé og dumpede ned på sædet. Hun var tørstig, ikke efter alkohol, men efter vand. En mand med et langt tørklæde slynget flere gange om halsen, kom pludselig ind i kupéen. Han kunne være sidst i 30’erne med lidt tyndt pjusket hår og et smalt ansigt. Hun havde ikke set ham på perronen, men han måtte være stået på samme sted som hende. Han så rundt i kupéen med et jaget blik, som gjorde hende bange. Hvem skulle hjælpe hende, hvis han gjorde hende noget?
Hendes hjerne arbejdede på højtryk for at finde den bedste måde at tackle det på. Først så hun utilnærmelig ud, men så skiftede hun attitude og smilte svagt til ham. Det hele skete i løbet af få sekunder.

Det du ikke dør af forside wp

“Det du ikke dør af”, 2011. Bogen er udsolgt, og alle rettigheder er gået tilbage til forfatteren. “Det du ikke dør af” er genudgivet som e-bog. Se venligst LINKS i højre side.

En psykologisk krimi, der handler om en ældre kvinde, der dør på et plejehjem. Hendes to sønner er vokset op i et dysfunktionelt hjem, og da moren dør, finder man noget mistænkeligt ved dødsattesten og graver hendes lig op for at sende det til obduktion. Hendes to sønner kommer under mistanke for at have slået hende ihjel.

Uddrag fra bogen:
”Han kæmpede sig op mod overfladen, strakte hovedet, så han ikke ville drukne i bølgerne af ubehag og vrede, der væltede ind over ham.
Billeder af Lars og ham på stranden dukkede op. De var på sommerferie ved Karlslunde og havde stået ved en badebro, da han skubbede til ham, så han faldt i vandet et sted, han ikke kunne bunde. Lars kunne ikke svømme, så han hoppede hurtigt i vandet og fik ham trukket op på sandet, bankede ham på ryggen, så han hostede vand op. Var det kådhed, der havde fået ham til at skubbe til ham, eller ønskede han inderst inde at slå ham ihjel? Måske ville han give ham fred? Fred for tæskene, fred for ydmygelserne, fred til at dø.”

“Irina”, 2008. Romanen er udsolgt fra forlaget. Den er til salg som e-bog. Se venligst LINKS i højre side.

I foråret 1992 blev Bosnien-Hercegovina erklæret som selvstændig stat af EU. Kort efter brød krigen ud i Bosnien.

Tomas, der bor med Lene i København, rejser året efter til Beograd for at køre med nødhjælp for Dansk Flygtningehjælp.

Hans møde med civilbefolkningen, de lange ture gennem krigshærgede områder og tanker om dem, han har forladt, presser ham ud i uvante situationer. Han må gøre op med sig selv, om han ønsker at tage imod udfordringerne og mulighederne, som det nye liv byder på.

Uddrag fra bogen:

“Luften var blevet mildere, og himlen lysende blå i de sidste par døgn. Billeder fløj gennem mit hoved og var uvirkelige at tænke på, som om vi ikke havde evakueret flygtningene fra Srebrenica.

Mændene var blevet tilbage sammen med de flere tusind, der ikke var plads til, og jeg havde det elendigt ved tanken om den fremtid, de gik i møde.”

“Mod til Frygt eller Hvordan jeg overlevede Otis Redding”, 2004, Forlaget Gallo. Bogen er udsolgt fra forlaget. Den kan lånes på biblioteket.

Sascha vokser op med en psykisk ustabil mor. De flytter en del rundt, blandt andet til Grønland, i håb om at finde lykken.

Sascha flytter hjemmefra og havner i et kriminelt miljø med alfonser, prostituerede, småkriminelle, kunstnere og mennesker, der som hende selv, søger den store kærlighed. Da hun endelig finder den, er hun tæt på at miste livet.

Uddrag fra bogen:

“Senere tager vi revanche. Jeg har hørt “Carmen Jones” LP’en så ofte hjemme i lejligheden, at jeg kan teksten udenad. Det vil sige jeg synger, det jeg tror, jeg hører. Jeg er for lille til at forstå ordene, men lidenskaben i deres stemmer, har jeg en fornemmelse af.  Når Carmen synger, at hun har trukket spar ni, dødens kort, i “Card song”, så lider jeg med hende. Mor har fortalt hele handlingen, og jeg ved, at hun ender med at blive slået ihjel af en mand, der er forelsket i hende. Hendes sidste stønnen, inden hun bliver kvalt, gør et stort indtryk på mig. Det må være skrækkeligt at blive kvalt …

Jeg lever endnu i lykkelig uvidenhed om, at jeg en dag skal opleve truslen om at dø på samme måde.”

“Vi flyver mod solen”, 2005. Børnebogen er udsolgt fra forlaget.

Rasmus og Jakob bygger en flyvemaskine og tager på en spændende og lang rejse. De flyver til Kina, hvor de får nye venner. En fisker sejler dem til en landsby, hvor der gror spaghettitræer, og de lærer også at spise med pinde. Rasmus bliver varm over det hele, da pigen med det sorte hår giver ham et kys, men så vil Jakob hjem. De sejler tilbage til flyvemaskinen. Hvordan mon rejsen ender?

© Anita Grün